Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Ordforklaringer

2. udgave af 5. november 2012


Afsmitning
En overflade, der har væsentlig afsmitning, når man gnider på den, har ringe overfladefasthed og kan komplicere malebehandlingen. Det kan således være vanskeligt at opnå nødvendig vedhæftning til en afsmittende overflade. I visse tilfælde er der en nær forbindelse mellem afsmitning og ringe sammenhængsstyrke, fx ved mangelfuldt hærdede pudslag. Afsmitning kan være vanskelig at fjerne, bl.a. fordi der sjældent er en brat overgang mellem afsmittende flade og ikke-afsmittende flade. Byggestøv kan bevirke afsmitning, men lader sig relativt let fjerne.

Filtset flade
Filtset flade er en overfladekarakter, som fremkommer, når en glat flade udfyldes eller repareres med finkornede, cementbundne materialer (dvs. med kornstørrelse under 0,3 mm), og der afsluttes med filtsning. Dybe og større reparationer eller udfyldninger kan indledningsvis udføres med grus og cement, men afsluttende behandling skal være finkornet. Udtrykket “ensartet filtset” flade betyder, at filtsningen skal være udført, så overfladekarakteren ikke er påfaldende uregelmæssig. I praksis vil de omtalte udfyldninger eller reparationer ofte kunne udføres tilfredsstillende med spartling alene, dvs. uden afsluttende filtsning.

Glat flade
Glat flade er betegnelsen for den overflade, der fremkommer ved støbning mod glat form uden væsentlige mekaniske skrammer. På betonfladen kan forekomme små toppe, grater og spor.

Grater
Grater er langstrakte forhøjninger på en i øvrigt jævn flade. Grater med små dimensioner kan have et mindre regelmæssigt forløb. Afhængig af den aktuelle flade kan grater også optræde som uregelmæssig afgrænsning fx af en elementsamling.

Lokal planhedsafvigelse
Lokale planhedsafvigelser er en samlet betegnelse for porer, revner, spor, prophuller, toppe, grater og betonudbedringer m.m. Den maksimalt acceptable lokale planhedsafvigelse skal angives.

Planhed generelt
Planhed generelt angår afvigelsen fra plan flade inden for en formflades afgrænsning eller inden for et elements afgrænsning. Generel planhed angives som jævnt stigende/jævnt faldende afvigelse fra 1 m retskinne. Definitionen bygger på, at de hældninger, der forekommer som følge af jævnt stigende eller jævnt faldende afvigelser fra retskinnen, altid er mindre end 1:100. Jævnt stigende/jævnt faldende er forklaret under kontrolmetode F2 Planhed generelt og F4 Planhedsafvigelse ved samlinger (væg).

Planhedsafvigelser ved elementsamlinger
Planhedsafvigelser ved elementsamlinger angår planhedsafvigelser som følge af fx tykkelsesforskelle mellem elementer, elementmontage ol. Disse planhedsafvigelser kan specificeres enten som bratte afvigelser eller som jævnt stigende/jævnt faldende afvigelser. Den sidste form bør kombineres med angivelse af, hvilken stigning (eller fald) der ønskes på udspartlingen af samlingerne. Den bratte afvigelse ved samlinger måles som niveauforskellen mellem de to sider af samlingen.

Porer
Porer er fordybninger i overfladen, der er forårsaget af letbetonens sammensætning. Dybden, dvs. den lokale planhedsafvigelse, måles med kontrolmetode F6 Højde- og dybdemåling på små toppe, grater og porer med måleur.

Prophuller
Prophuller er runde fordybninger eller forhøjninger i betonoverfladen, der er fremkommet på grund af tilpropning af huller i formen.

Revner
Revner er betegnelsen for utilsigtede regelmæssige eller uregelmæssige spalter med en dybde, der som regel ikke kan måles.

Spor
Spor er langstrakte, regelmæssige fordybninger med målbar dybde, men ikke nødvendigvis ens hele vejen.

Spring ved formsamlinger
Spring er planhedsafvigelser ved formsamlinger som følge af tykkelsesforskelle/spring i formen. Planhedsafvigelse specificeres som bratte spring.

Toppe
Toppe er lokale forhøjninger på overfladen. Måles med kontrolmetode F6 Højde- og dybdemåling på små toppe, grater og porer med måleur.


Se tidligere version af siden