Udtørring af elementer før overfladebehandling
Fugt og udtørring
De fleste byggematerialer svinder under udtørring og risikerer derfor at slå revner. Dette gælder også elementer af letklinkerbeton. For at forebygge skader i den færdige behandling af overfladerne skal der foretages en styret udtørring, før maler- og flisearbejdet påbegyndes.
Elementer af letklinkerbeton svinder op til 0,8 ‰ fra produktion til boligtør tilstand. Før maler- og flisearbejdet kan påbegyndes, skal udtørringssvindet normalt være halveret, hvilket vil være sket, når væggene udtørres til de nedenfor anførte maksimale fugtighedsindhold. Følges disse retningslinier, er der minimal risiko for skader i den behandlede overflade.
| Densitet | Anbefalet max. fugtindhold | Kontrolmetode og -middel | |
| 1000 kg/m³ | 8,0 % vægt | K1 | Fx veje-tørremetoden |
| 1200 kg/m³ | 7,0 % vægt | ||
| 1500 kg/m³ | 5,0 % vægt | ||
| 1800 kg/m³ | 4,0 % vægt | ||
Særlig opmærksomhed må udvises for at beskytte elementerne mod nedbør og slagregn.
Udtørringsmetoder
Der er mange faktorer, der afgør, hvor hurtigt vægelementer udtørrer: Temperaturen og luftfugtigheden i rummet, typen af beton samt elementets tykkelse og fugtindhold. Som tommelfingerregel bør temperaturen i bygningen ligge på 18-20°C for at sikre en jævn fugtafgivelse fra elementerne. Højere temperatur giver risiko for overfladerevner (krakeleringer og netrevner), og lavere temperatur giver lang udtørringstid.
Følgende udtørringsmetoder kan anvendes:
Langsom udtørring: Opvarmning og ventilation
Ved opvarmning og ventilation (åben radiator og vinduer på klem) vil den relative fugtighed ligge på op til 90 %, hvis der ikke ventileres kraftigt. Udtørringen vil forløbe meget langsomt.
Middelhurtig udtørring: Kondenstørring
Ved anvendelse af kondenstørrer kan der opnås en relativ luftfugtighed på 40 %. Udtørringen forløber middelhurtigt. Metoden fungerer som et omvendt køleskab, hvor luften suges gennem en køleflade, så vandindholdet kondenserer. Kondenstørreren skal have afløb til kloak.
Almindelige forholdsregler ved brug af udtørringsanlæg
- Hold temperaturen på 18-20°C
- Hold døre og vinder lukkede
- Dimensionér udtørringsanlægget korrekt, og hold det konstant i drift.
Hurtig udtørring: Adsorptionstørring
Med adsorptionstørring kan der opnås en relativ luftfugtighed på 10–20 %. Udtørringen forløber hurtigt. Metoden fungerer ved, at luften suges gennem en adsorbent, der optager vandindholdet i en række kamre, der regenereres efter tur. Adsorptionstørreren skal have en lille ventilationsslange til det fri for at aflede fugten fra regenereringsprocessen. (Se litteraturliste) (?).