Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Tømrer / Træelementer / Snedker / Gulv / Glas-alufacader

Denne del af sitet er en del af Dansk Byggeris projekt om tværfaglige tolerancer i nybyggeriet, der har til formål at forebygge konflikter som følge af forskellige opfattelser af kvalitetsniveauet for et byggearbejde – herunder ved overgang fra én entreprise til den næste.

Sitet er endvidere et værktøj for de projekterende arkitekter og ingeniører til at opnå overensstemmelse mellem projektets samlede forventninger (udfaldskrav) og de enkelte bygningsdele med tilhørende arbejdsoperationer.

Hvor går grænsen mellem projekt, producent og montør/udførende?
Sitet er opdelt i afsnit for hver enkelt bygningsdel, der behandles i bogen. Hvert afsnit beskriver forudsætningerne for arbejdets tolerancemæssige udførelse, herunder:

  • Forventninger til andre fags udfaldskrav og konditioner
  • Egne fags forudsætninger, ind- og udfaldskrav
  • Supplerende bemærkninger

 

Håndbogen fastlægger med andre ord grænserne mellem fx elementleverandør, tidligere arbejder og efterfølgende arbejder sammenholdt med eget fags arbejder.

Under kontrolmetoder findes en beskrivelse af de metoder, som fagene er enige om egner sig til at kontrollere det aftalte niveau for kvaliteten.

Toleranceklasser
Dansk Byggeris tolerancehåndbøger opererer generelt med tre toleranceklasser:

  • Lempet toleranceklasse (LT)
  • Normal toleranceklasse (NT)
  • Skærpet toleranceklasse (ST)

 

Det er vigtigt i projekteringen at vælge de rette tolerancer. Ved det rette valg af tolerancer er der mulighed for at øge kvaliteten, effektivisere byggeprocessen, minimere konflikter og samlet at gøre byggeriet billigere.

Krav om skærpede tolerancer vil isoleret set indebære en merpris for den bygningsdel, hvor ST kræves, men ikke nødvendigvis for det samlede byggeri. Skærpet toleranceklasse bør imidlertid kun kræves, hvor dette er nødvendigt efter en konkret vurdering.

Dansk Byggeri vurderer, at fordelingen mellem de tre klasser vil blive i følgende størrelsesorden:

LT: Lempet toleranceklasse = 10 %
NT: Normal toleranceklasse = 80 %
ST: Skærpet toleranceklasse = 10 %

Opfyldelse af kravene til normal toleranceklasse vil som udgangspunkt være indeholdt i prislisteaftalerne med de forskellige fag.

Ved anvendelse af toleranceklasserne i et projekt skal man være opmærksom på, at der godt kan anvendes forskellige klassekrav inden for samme byggeri fx til henholdsvis kontor og lager, men at der som hovedregel ikke bør anvendes “stigende” klassekrav til bygningsdele, der hænger sammen i den fremadskridende byggeproces. Det kan fx ikke lade sig gøre ved overfladebehandling. Der er derimod normalt intet til hindring for at anvende “faldende” krav.

Hvad er med?
Håndbogen omfatter vægge, tagkonstruktioner, dæk, ud- og indvendige overflader – herunder også gulve – kompletterende arbejder som vindues- og facadelukninger samt snedkerarbejder mv.

Som bilag 1 er medtaget en kortfattet redegørelse for principperne i kvalitetssikring, som udgør et væsentligt element i overholdelse af tolerancer.

Hvad er ikke med?
På denne hjemmeside er følgende ikke medtaget:

  • Porebetonelementer og montage heraf
  • Stålkonstruktioner og montage heraf
  • Visuelle trækvaliteter

Vedr. overfladebehandling på ud- og indvendige overflader henvises til Malerfaget.

Kontakt

Om Tolerancer:
Niels Strange
Tlf. 72 16 01 94

Om hjemmesiden:
Anette Amundsen
Tlf. 72 16 01 37

Information

Den nyeste udgave af Hvor går grænsen? Tømrer / Træelementer / Snedker / Gulv / Glas-alufacader findes kun som onlineversion.

Træsektionen under Dansk Byggeri har lavet en video om tolerancer, hvor der sættes fokus på konsekvenserne af fejlmåling i en byggesag.

Se hele videoen her